Fælles ansvar for balance i hverdagen
”I KMD handler work/life-balance om at komme medarbejderne i møde, så de kan indrette deres hverdag til deres aktuelle livssituation. Hvad enten man er nybagt far, nyuddannet eller senior, fokuserer vi på at skabe de rette rammer for den enkelte,” siger Annika Krogh Colombo, Employer Brand Manager i KMD.
Fleksibilitet og familie
En af disse medarbejdere er Lars Bo Nielsen. Han er gift og har to børn – og er dermed i en fase, hvor familien naturligt bliver prioriteret højt. ”Ens liv har jo en række forskellige faser, hvor det kan være nødvendigt at skrue op og ned på, hvor man lægger sin tid. Det vigtige for mig er, at KMD er en virksomhed, som kan understøtte disse forskellige faser og i vid udstrækning gøre det muligt at forme arbejdslivet afhængig af, hvor man befinder sig i livet lige nu.”
Lars Bo Nielsen kom til KMD for 2½ år siden, og det var blandt andet muligheden for at kombinere spændende opgaver og et familieliv, der afgjorde sagen, da han stod med flere jobtilbud. Han oplever en udpræget grad af fleksibilitet, som eksempelvis giver sig udtryk i muligheden for selv at være med til at strukturere opgaverne – og i den fleksibilitet, der er til stede, når vagtordningerne skal fastlægges. Det er i orden, at der skal hentes børn og ligeledes, at man skal til forældrearrangementer på skolen.
Faglighed i top
KMD er Danmarks største SAP-hus, og rent fagligt tæller det således også for Lars Bo Nielsen, at han har adgang til den nyeste viden og teknologi inden for sit felt. Han oplevede en klar opkvalificering af det faglige miljø efter skiftet til KMD. Med den store SAP-bredde, som er i huset, giver det også mulighed for at udforske forskellige faglige felter – og efter 2½ år i KMD har han allerede lavet sit første interne jobskifte.
”På trods af fakta er der stadig en rest tilbage af vores image som en støvet, lidt tung og monopolistisk virksomhed. Og det er simpelthen ikke sandt. Jeg oplever KMD som en dynamisk virksomhed, hvor nytænkningen florerer i et fagligt højt miljø – og hvor arbejdsmiljøet er i top,” siger han.
Luk ned ind imellem
Annika Krogh Colombo supplerer: ”Jeg tror, det er en del af vores positive arv fra vores kommunale fortid, at vi har stort fokus på et godt arbejdsmiljø. Det er således ikke et nyt gimmick for at tiltrække medarbejdere, men snarere en del af vores DNA, at vi har et menneskeligt syn på det at have en karriere. Det betyder, at det er okay for eksempel at bede om en pause efter en travl periode – og hvis ikke du gør det, vil din chef sikkert foreslå det.”
Ifølge Lars Bo Nielsen kræver det dog også en personlig prioritering og selvdisciplin at holde en fornuftig balance mellem arbejde og privatliv: ”At have adgang til jobbet hjemmefra er jo både godt og ondt, det ved de fleste med hjemmearbejdspladser. Det kræver, at man selv tager ansvaret for at lukke for computeren, når nærværet med familien skal plejes. Det kan min chef jo altså ikke gøre for mig.”




Lautrupparken 40-42