7EE22058-7389-4F93-9708-EC087F3F3E2D

Grøn it: fra buzz til realitet

Mens it-branchens energiforbrug for alvor er i fokus, fejer KMD foran egen dør. Både når det gælder indkøb og forbrug af energi. Og allerede i år tilbydes it-løsninger baseret på bæredygtig energi.

It-branchen ligger, med 2% af verdens CO2-udledning, på niveau med flybranchen for udledning af drivhusgasser. Grøn it har også længe været et buzz word, og sidste år lagde KMD handling bag ordene ved, som den første store danske it-virksomhed, at indgå en aftale med DONG Energy om at gå over til vindmølleenergi. Og allerede fra i år vil KMD være CO2-neutral ved at købe energibeviser.

Efterspørgsel på vindenergi
”Vi har gennem mange år arbejdet med ikke-finansielle mål, og nu viser klimaforandringerne, at det er tid til at indføre klimamål. Vi mener, det er en helt naturlig ting, at vi som en del af samfundet bidrager til at løfte den opgave,” siger økonomidirektør Sten T. Davidsen.

Aftalen mellem KMD og DONG indebærer populært sagt, at KMD får sin strøm, svarende til to vindmøllers produktion, fra vindmølleparken, der står færdig på Horns Rev II i 2010. Der skal dog ikke trækkes kabler fra møllerne til KMD’s bygninger, da KMD fortsat vil bruge strømmen fra det almindelige elnet.

”Strømmen er jo den samme, og den vil komme fra de samme stik. Aftalen betyder, at vi betaler en merpris for vindmøllestrømmen. Vi er altså med til at skabe en efterspørgsel på vindenergi, der vil give mere grøn el i fremtiden,” forklarer Sten T. Davidsen.

10% lavere elforbrug
For at hente merprisen på vindenergien hjem, arbejder KMD med hjælp fra DONG på at reducere energiforbruget med 10%. Arbejdet, der i begyndelsen af året var i planlægningsfasen, omfatter en identifikation af mulige initiativer og en prioritering af, i hvilken rækkefølge de skal iværksættes ud fra, hvad der giver størst udbytte pr. investeret krone.

”10% er meget, og det går ikke bare at begynde fra en ende. Vi skal have overblik, så vi kan prioritere indsatsen. Det er store investeringer, så det er vigtigt at vælge rigtigt,” siger Sten T. Davidsen.

De første indsatsområder er ventilation og varme i de ældre bygninger samt køling af it-udstyret, der koster næsten to tredjedele af energiforbruget i datacentrene. KMD har i øvrigt, ligesom kolleger i branchen, arbejdet løbende med at reducere datacentrenes energiforbrug – blandt andet gennem virtualisering og frikøling.

Lup på rejseaktivitet
Også rejseaktivitet og -former kommer under lup for at reducere CO2-udslippet med 10%. Her går analysen på, hvilke rejseformer der er mest miljøvenlige. Endvidere overvejes ideer som samkørselsordninger mellem KMD’s lokaliteter, ligesom flere videolokaler skal reducere behovet for rejseaktivitet.

Initiativerne betyder, at grøn it ikke længere er en vision eller et fjernt fremtidsscenario. Allerede fra i år kan KMD tilbyde kunderne it-løsninger, der er baseret på bæredygtig energi.

#
#
Tilvælg eller fravælg sider til Min Rapport
 Profil
 Ledelsesberetning
 Finansielt regnskab
 Strategisk regnskab
 Organisation
 Artikler
KMD’s klimapolitiske mål:

_Det direkte energiforbrug skal være CO2-neutralt fra 2009

_Det direkte energiforbrug skal reduceres med mindst 10% inden udgangen af 2010

_CO2-udledningen skal ned ved at reducere rejseaktiviteten med 10% inden udgangen af 2010

Energibesparelser

Udgangspunkt for målet om energibesparelser er forbruget for 2008, som blev målt på hovedledningerne for gas og el den 1. januar 2009 (her omregnet til kWh):

Naturgas  4.838.300
Fjernvarme 2.763.800
El 27.241.000
I alt 34.843.100

¨