7EE22058-7389-4F93-9708-EC087F3F3E2D

4.000 forhandleres indtjening bliver ikke sat på spil

Hver dag afhænger knap 4.000 spilforhandleres indtjening af deres netforbindelse til Danske Spil. Derfor var forsyningssikkerheden en topprioritet, da Danske Spil valgte en ny samarbejdspartner til opgaven. Og her satte de deres penge på et samarbejde mellem KMD og Telia.

Nye terminaler og nyt netværk
15 år var ikke gået sporløst hen over terminalerne hos Danske Spils forhandlere, så i 2007 var tiden ved at være moden til fornyelse. De nye terminaler krævede imidlertid også bedre forbindelser end de eksisterende – dyre – faste telefonlinjer, så Danske Spil sendte hele netværksopgaven i udbud. Her bød KMD på opgaven med Telia som underleverandør. KMD tog ansvar for design, drift, service og overvågning, mens Telia stod for den fysiske etablering af et nyt net.

En positiv overraskelse
"Skal jeg være ærlig, anede jeg ikke, at KMD kunne tilbyde netværksløsninger. Så deres henvendelse kom helt bag på mig," fortæller it-direktør hos Danske Spil Jørgen Falsvig. Men da det endelige tilbud lå på bordet, var han ikke i tvivl:

"Det var helt klart den økonomisk mest attraktive løsning. Og det var kombineret med en endog meget høj sikkerhed for, at linjerne er oppe," påpeger han.

Aftalens Service Level Agreement lover en oppetid på 99,98% på hovedkablet, 99.8% til landets 9 travbaner og 99,6% til de knap 4.000 forhandlere i Danmark, Grønland og på Færøerne. I praksis er hovedkablet dobbelt, så risikoen for nedbrud nærmest er teoretisk.

Forudser flaskehalse
For Danske Spils forhandlere er netværksforbindelsen navlestrengen til deres daglige indtjening. I gennemsnit omsætter de tilsammen for 4,3 mio. kr. om dagen, så hvis en forbindelse ryger lørdag formiddag, gløder telefonen til KMD omgående. Den situation foregriber aftalen så vidt muligt med døgnovervågning af hele netværket og jævnlig rapportering om belastningen.

"Her kan vi følge, hvor meget båndbredde vi bruger i alle led, så vi ikke skal opleve nedbrud, før vi griber ind. Vi kan udvide kapaciteten, før den bliver et problem," siger Jørgen Falsvig.

Hvis nettet alligevel svigter, er reaktionstiden afgørende, og det fik Danske Spil hurtigt gjort klart.

"I starten var alle i KMD og Telia nok ikke helt klar over, hvor vigtig tiden er for os. Men vi tog en runde til dem, hvor vi satte dem ind i vores situation, og det var enormt givtigt," fortsætter han.

Nye forhandlere kommer hurtigt med
Når Danske Spil får en ny forhandler, er det afgørende, at de ikke skal vente i måneder på en forbindelse. Med den nye aftale er ventetiden bragt ned på ca. 4 uger, men KMD og Telia arbejder netop nu på en lille revolution: En mobil terminalløsning, som lynhurtigt kan få forhandleren i gang – indtil bredbåndet er etableret.

"Og det er penge på bundlinjen for os lige med det samme," lyder det begejstret fra it-direktøren.

Til tiden og til prisen
Der skulle oprettes nye forbindelser til næsten 4.000 forhandlere hen over en sommerferieperiode. Det satte tilrettelæggelsen på en prøve, men den blev bestået. Det krævede dog så benhård koordinering, at Danske Spil måtte etablere en intern enhed, som sikrede, at forhandlerne reelt var klar, når de stod i planen.

"For KMD og Telias vedkommende må jeg sige, at alt er blevet håndteret meget professionelt. Hvis vi konstaterede et problem, var der ingen diskussion. De gik omgående i gang med at løse det. Og vi kom i hus med projektet både til tiden og til prisen!" siger han ikke helt uden stolthed.

Den historie var pressen fuldstændig uinteresseret i, men det tager it-direktøren med et smil:

"Det er nok det bedste tegn, vi kan få på succes. Hvis noget var gået galt, havde de været over os med det samme," tør han godt vædde på.

#
#
Tilvælg eller fravælg sider til Min Rapport
 Profil
 Ledelsesberetning
 Finansielt regnskab
 Strategisk regnskab
 Organisation
 Artikler
Aftale
Aftalen mellem Danske Spil og KMD/Telia løber i 5 år med en option på 2 x 1 års forlængelse.
¨